Bæredygtighed
KongresKompagniet – en Green Tourism Organization
Vi tager ansvar
KongresKompagniet ønsker aktivt at bidrage til en mere bæredygtig kongresbranche. Det betyder, at vi arbejder bevidst med vores eget forbrug, vores valg af leverandører og de rammer, vi skaber – både internt og i samarbejdet med arrangørgrupper.
I 2024 tog vi et vigtigt skridt ved at blive certificeret som Green Tourism Organization. Certificeringen markerer begyndelsen på en mere systematisk klimarejse, hvor vi arbejder målrettet med at reducere ressourceforbrug og løbende forbedre vores praksis.
Green Tourism Organization er en miljøcertificering udviklet af HORESTA og Friluftsrådet. Ordningen anerkender organisationer, der arbejder aktivt med ansvarlig turisme og bæredygtige løsninger. For at opnå certificeringen har KongresKompagniet gennemgået en omfattende vurdering baseret på 140 kriterier – blandt andet inden for ledelsesmæssige prioriteringer, bæredygtige indkøb samt vores interne forbrug af el, vand og varme.
Certificeringen er ikke et mål i sig selv, men et arbejdsredskab, der hjælper os med at træffe mere ansvarlige valg og skabe gennemsigtige, bæredygtige rammer omkring de kongresser, vi understøtter.
Som en del af denne indsats bruger vi udelukkende grøn strøm i vores virksomhed. Gennem vores NRGi Bevar- Mig-El Erhvervsaftale køber vi vindenergi produceret af danske vindmøller til vores elforbrug.
